Angreb mod Iran fra USA og Israel har genåbnet det mest afledte energi-sikkerhedsproblem i den globale økonomi: afbrydelse af mellemøstlige olie- og gasstrømme, der passerer gennem verdens vigtigste energikvælepunkt, Hormuz-strædet. På spil er omkring 20 millioner tønder olie og olieprodukter om dagen – omkring en femtedel af det globale forbrug – plus al eksport af flydende naturgas (LNG) fra Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, svarende til omkring 20 % af den globale LNG-handel. Siden de første strejker den 28. februar er skibsfarten gennem sundet aftaget til næsten stilstand.
Den umiddelbare indvirkning på energipriserne har været betydelig. Oliepriserne steg med omkring 8 % procent og den europæiske gaspris omkring 20 % om morgenen den 2. marts. Den længere-indvirkning på energipriserne vil afhænge af, hvor længe fjendtlighederne varer, og deres indvirkning på skibsfarten gennem Hormuz-strædet. En kortvarig konflikt ville tilføre en geopolitisk risikopræmie på olie- og gasmarkederne. En langvarig disruption – måske over flere uger – ville begynde at udhule lagre, begrænse logistikken og stramme globale olie- og gasbalancer med meget større virkninger på priserne.
Europa er langt mindre afhængig af Golfens olie og LNG end Kina, Indien, Japan eller Sydkorea, men det er ikke isoleret. Olie og LNG er globale markeder: Enhver blokering af Hormuz-strædet kan udløse øjeblikkelige prisstigninger, der vil ramme Europa uanset dets begrænsede fysiske import.
Europas mest udtalte sårbarhed er LNG. Hvis LNG-strømmene via Hormuz-strædet begrænses, strammes den globale spottilgængelighed med det samme. Europa ville så være tvunget til at konkurrere med asiatiske købere om fleksible laster på spotmarkedet – noget man så under energikrisen 2021-2023. Dette ville presse de europæiske gaspriser op, især fordi Europa startede 2026 med meget lavere gaslagerniveauer end de seneste år: 46 milliarder kubikmeter (bcm) i slutningen af februar 2026, sammenlignet med 60 bcm i 2025 og 77 bcm i 2024.
Lagergenopfyldningsoperationer kan blive afbrudt, hvilket lægger pres på industrielle energiomkostninger i Europa. Højere gaspriser bidrager til energipriser og industrielle marginer, især for gas-intensive sektorer. Hvis olie- og gaspriserne stiger sideløbende, vil substitution være sværere, hvilket potentielt udløser fornyet efterspørgsel efter kul og pres for efterspørgsels-sidebesparelser. At nå Europas mål om at sænke industrielle energiomkostninger – et spørgsmål, der er kernen i EU-ledernes bekymringer om konkurrenceevne – kan blive mere kompliceret.
Når det kommer til olie, er Opec+-beslutningen den 1. marts om at hæve produktionen i et forsøg på at berolige markederne bestemt vigtig. Det Internationale Energiagentur vil beslutte, om dets medlemslande skal tillade kollektivt at bruge de 90 dages import-ækvivalente olielagre, som de er forpligtet til at have i tilfælde af alvorlige-olieforsyningsafbrydelser. For nu overvejer USA ikke at frigive olie fra sin store strategiske petroleumsreserve (den amerikanske aktie overstiger IEA-kravet), hvilket signalerer, at Washington mener, at enhver prisstigning vil være begrænset.
Hvis de ikke allerede har gjort det, bør europæiske politiske beslutningstagere udarbejde beredskabsplaner i tilfælde af en langvarig standoff i Mellemøsten. Med hensyn til gas bør Europa-Kommissionen koordinere med EU-regeringerne om forsyningssikkerhed-af-forsyningsforanstaltninger, der skal implementeres-i tilfælde af store prisstigninger eller mangel. Disse kunne omfatte: i) overvågning af LNG-markeder for at forstå omfanget af enhver mulig omdirigering af gods til Asien og vedtage alle mulige muligheder for at sikre forsyningssikkerhed; ii) udarbejdelse af en EU-gasefterspørgselsreduktionsstrategi-; iii) mere koordinerede gaslagergenopfyldningsoperationer i de kommende måneder for at sikre omkostnings-effektivitet og forsyningssikkerhed til næste vinter (hvortil genopfyldning starter om foråret).
For Europa er den fornyede amerikansk/israelske konflikt med Iran en påmindelse om, at i et strukturelt strammere og mere globaliseret gasmarked er fragmentering dyrt. De forebyggende instrumenter, der blev indført under energikrisen, herunder koordinering på EU-niveau af-niveau af genopfyldning af gaslager og fælles bestræbelser på at styrke forsyningssikkerheden, bør bevares – ikke demonteres.
Situationen forstærker også en mere fundamental pointe: Europas eksponering for geopolitiske chok forbliver forankret i dets fortsatte afhængighed af importerede fossile brændstoffer, der handles på volatile globale markeder – også selvom det har flyttet afhængigheden fra Rusland til andre leverandører, ikke mindst USA. I stedet for at bremse den lave-kulstofomstilling, viser de nye spændinger, at udbredelsen af rene, indenlandsk producerede energikilder bør fremskyndes. Kun ved at reducere den strukturelle afhængighed af olie- og LNG-import kan Europa varigt beskytte sin økonomi mod tilbagevendende eksterne chok.







